De nøgne træer

 

Denne roman, af Tage Skou-Hansen, blev i 1991 filmatiseret af Morten Henriksen.

Flere af scenerne er optaget i Klintegaarden.

 

De nøgne træer bygger på en novelle, Tage Skou-Hansen skrev tidligere, og som blev publiceret i Heretica i 1953 under titlen Kjeld. Romanen foregår i Århus under besættelsestiden, nærmere bestemt fra december 1943 til oktober 1944, fra træerne er nøgne til de er ved at blive det igen. Romanen fortælles gennem hovedpersonen Holger Mikkelsens synsvinkel og læseren oplever igennem romanen hans udvikling: gennem modstandsarbejdets sabotage, hans kærlighedsaffære med Gerda, konen til modstandsgruppens leder Christian, og hans venskab med barndomsvennen Kjeld. Romanens tematikker bliver båret af tydelige eksistentielle og etiske spændinger. Det samfundsmæssige engagement repræsenteres af hovedpersonen og særligt gruppelederen Christian, der legemliggør den etiske fordring på en nærmest umenneskelig facon. Over for dette engagement stiller barndomsvennen Kjeld sig med sin udsøgte eskapisme, som han retfærdiggør ved sit ’kald’ som en digter og skønånd, der ikke kan tillade sig at blive berørt hverdagens rå realisme. Kærlighedsforholdet mellem Holger Mikkelsen og Gerda repræsenterer en tilsyneladende sublim og uangribelig moralsk naturdrift, men viser sig dog ikke at kunne holde stand overfor en større og almenmenneskelig moralsk forpligtelse. På den måde diskuteres kunstnerens samfundsmæssige forpligtelser, det etiske engagement, kærlighedens afkald og hverdagens krav.

stud.mag Nanna Goul, september 2002

... fra litteratursiden.dk 

 
Lav din egen hjemmeside med mono.net