75 år siden, bygningen stod færdig

- af Ove Nyrnberg, redaktør af hjemmesiden

Klintegaarden blev bygget i 2 etaper.

Dels bygning 1 og 2 i 1936 (de sydlige bygninger mod vejen og vandet).
Dels bygning 3 og 4 i 1938 (de nordlige bygninger mod vejen og vandet).
(se alle de historiske foto's ved at klikke her).

Jubilæet blev fejret, ligesom det også blev gjort ved 60 års dagen for 15 år siden.
Det foregik den 31. august 2013, i et stort telt på terassen. 
Dels - kl. 10-12, hvor der var reception for samarbejdspartnere m.v.
Dels - fra kl. 13, hvor der var musik og traktement for beboerne.

Ejerforeningens formand, Manfred Kjær bød velkommen og fortalte om Klintegaardens historie, herunder de fremsynede tanker, da den blev bygget og den nødvendige vedligeholdelse af bygningen. Der var tak til håndværkerne og alle andre, der gør en indsats.
Byrådet var repræsenteret af Anne Graversen (soc.), som selv bor i Klintegaarden. Hun hilste fra borgmesteren og takkede fordi vi passer godt på en af byens flotteste bygninger.
Jørn og Lissie sørgede for musikken og fortalte også historier fra gamle dage. Bl.a. var det påbudt at man skulle pudse den messing, der var udenfor ens gangdør. Dette og andre ting blev beskrevet i de 3 omdelte sange, som også var blevet sunget ved festen for 15 år siden.
Endelig gav Lars Holleufer en spændende indføring i Kllintegaardens og områdets historie:
Allerede i begyndelsen af 1800-tallet var området nord for Århus med den stejle klint og det fantastiske lys tiltrækkende på guldaldermalerne, som i Århusområdet talte bl.a. Høgh Guldberg. Riis skoven var folkets skov (Marselis-skovene var private og aflukkede.
I 1845 kom et populært traktørsted, lige her hvor Klintegaarden ligger nu. Det blev kaldt "Lille Paradis".
De rige købmænd fandt det, i 1850'erne, mondænt at bygge en villa ved Riis-skoven. Her boede de om sommeren. Senere flyttede også enkelte malere ind i disse villaer og havde atelier. 
Konsul von der Hude's villa kom til salg efter finanskrisen i 1930 og det blev startskuddet til Klintegaarden, der blev opført af Ove Kristensen, hvilket er beskrevet andre steder på hjemmesiden.
I "Tidens Kvinder" fra 1937 var en artikel, der fortalte om det spændende byggeri.
Indflytterne var et bredt spektrum af mennesker. Universitetet var blevet indviet i 1933, så der var en del studerende i 1-vær. lejlighederne. Rektor og 3 professorer har boet i de større lejligheder. Men der var også mange andre slags mennesker. Fælles for dem var, at de havde råd til en høj husleje. Der var skrappe farver indendørs: Stærk gul og sortmalede paneler m.m..
En god beskrivelse findes i Tage Scou-Hansens roman fra 1953 "De nøgne træer", hvor adressen dog er ændret til pseudonymet "Røndevej".
Under 2. verdenskrig var der tiltagende spændinger mellem beboerne og tyskerne, der pressede sig på. Især var de interesseret i de øverste lejligheder, som også kunne anvendes til observationsposter, der kunne holde øje med Århus havn.Til sidst kunne der møde tyske soldater op og tvinge beboere ud af deres lejlighed med 2 timers varsel. De fik kun lov at pakke deres personlige ting og så måtte de gå ned til kommunen og blive genhuset.
I 1960'erne så ejendommen ud til at forfalde, for der var ikke penge til vedligeholdelse. Men udstykningen til ejerlejligheder gav ny økonomi, og det gav igen midler til vedligeholdelse.
I dag ligger Klintegaarden flot igen og danner et historisk og æstetisk grundlag for det nye byggeri på den gamle containerhavn, Aarhus Ø.
Stiftens 75 års jubilæumsartikel (1), klik her Stiftens 75 års jubilæumsartikel (2), klik her Lokalavisens 75 års jubilæumsartikel, klik her
 
Lav din egen hjemmeside med mono.net