Henny har boet her siden 1936.

En livshistorie, som begynder samtidig med Klintegaardens opførelse.

Dette er historien om den sidste beboer, som har boet her siden Klintegaarden blev opført.
Det er hendes beretning som er refereret i denne artikel.

I interviewet deltog også Klintegaardens nuværende portner, Peter Bækgaard. Han var bydreng her, da han var barn. Hans far havde købmandsforretningen i Skovvejen 6.

Henny Grøndahl Sørensen er født (Schmidt) i 1920 i Horsens. Da hun var 5 år gammel flyttede familien til Århus, hvor den fik en skotøjsfabrik, Hjortensgade 1.
Familien boede i Lundbyesgade, men det var ikke godt for faderens bronkitis at bo i Mølleengen, sagde lægen.
Derfor flyttede de ind i Klintegaarden, da den første etape stod klar den 1. april 1936. Her var luften friskere – tæt på havet.
Henny var da 16 år gammel og husker tydeligt hvordan der stadig gik malere og snedkere og gjorde lejlighederne færdige i opgang A, hvor familien, på 3 personer, skulle bo.
De flyttede fra en 3½ værelses og ind i en 2½ værelses, så familien måtte skille sig af med nogle af møblerne.
I løbet af 1937 blev resten af Klintegaarden opført og det hele stod færdigt i 1938.
Klintegaarden blev opført rundt om to oprindelige villaer, som nu kaldes opgang M og N.

Ingeniør Ove Christensen var bygherren og havde nogle moderne ideer som skulle realiseres i dette byggeri. Han opførte også et tilsvarende byggeri på Åboulevarden, ”Ågården”. Ove Christensen boede på et tidspunkt i opgang E sammen med sin kone, søn og datter.
Men byggerierne medførte store økonomiske problemer for ham, så Klintegaarden blev snart overtaget af S.C. Sørensen i Randers.
Der var udelukkende tale om lejelejligheder, som blev administreret af overretssagfører Oldendorff. Dennes kone fungerede som kontordame og havde rigtig godt styr på det hele. Bl.a. var det hende der kom og talte alt porcelænet op, undersøgte om der var blevet spildt på stolene o.s.v., når man havde haft lejet selskabslokalet, som var beliggende i hele stueetagen i bygning M. Porcelænet var fint – alt var fra Kjøbenhavns Porcelain. Man skulle betale 1 krone for at leje lokalet og man fik en regning hvis der var kommet skader på inventaret. Senere var det en revisor, der blev ejendommens administrator og endnu senere var det hr. Serana (og konen Jenny), som i mange år boede i opgang I, st. th., hvor han fik tillagt et ekstra værelse fra nabolejligheden i opgang K st. th.. Dette er nu i 2010 blevet tilbageført til normale lejlighedsstørrelser.

Ideen var at Klintegaarden skulle være et funktionelt kollektivhus, hvor lejlighederne ikke behøvede at være store, fordi der var mange fælles faciliteter.
Der var pensionat i hele stueetagen i villaen ved opgang N. Her var det Gerda Lørris, som sørgede for maden og mange unge fra opgang H bestilte aftensmad for en måned ad gangen. Men man kunne også ringe dagen i forvejen og bestille et bord, hvis man f.eks. fik gæster. Det var meget hyggeligt med små borde, og man kunne også bestille morgenmad. Fru Lørris boede selv på 1. sal ved opgang N. Øverst i opgang N var der værelser.

Den gang var der også vaskemaskine, tørretumbler og strygerulle m.v. i kælderen ved den anden oprindelige villa, opgang M. Fru Bonde kunne vaske beboernes tøj og levere det nystrøget og repareret tilbage. Hun gjorde også rent i Klintegaarden.

I stueetagen ved opgang M, var der selskabslokaler som man kunne leje. De blev også brugt til gymnastik i en periode. På førstesalen i opg. M var der i mange år en selefabrik.

Der var billiard- og motionsrum, der hvor arkitektfirmaet har til huse nu.
Både på tagterassen og den underste terasse mod vandet, var der flere hvide borde og stole, og hvis det blæste for meget kunne man gå ind i vinterhaven, som er det ”glasbur”, der i øjeblikket er lejet ud til arkitektfirmaet. I vinterhaven var der meget hyggeligt med flotte, grønne planter og små borde og stole. Tagterassen blev meget brugt. Om sommeren kunne man godt lave kaffe kl. 22 og så sætte sig derop med sine gæster, hvor man kunne sidde og hygge sig til kl. 2 om natten. Det var der mange, der brugte.
I det hele taget var der meget mere liv i Klintegaarden den gang. Børnene legede i gården hvor der var legeredskaber.

Da Henny var 22 år døde hendes far i 1942. Det betød at hende og moderen skulle hjælpe hinanden med at drive skotøjsfabrikken videre. Henny rejste rundt i landet og afsatte fabrikkens produkter. Når hun var i Århus hjalp hun til med regnskab og meget mere. Senere blev hun hjemmegående.
De 5 krigsår husker Henny tydeligt, men hun husker ikke at der var ret meget ballade i Klintegaarden. Det meste af øverste etage på vandsiden var lejet ud til tyskere, som betalte husleje og brugte det til kontorer. Bl.a. i opgang K, 3. sal og i opgang I boede der tyskere. I andre lejligheder boede folk, som var frihedskæmpere. Men ingen af parterne skiltede særlig meget med det og alle hilste pænt og høfligt på hinanden. Godt nok blev en sagfører skudt få meter fra sin opgangsdør, fordi han var modstandsmand. Senere blev en mand i opgang E, der stod i sin stue og kiggede ud over havnen, ramt af et vådeskud og døde. Endelig var der Arthur Sørensen, som arbejdede på skofabrikken. Han blev en dag afhentet af tyskerne fordi han havde et helt lager med overnatningsmulighed på loftet af skotøjsfabrikken. Han overlevede kz-lejren og kom hjem med de blå busser. Når der kom luftalarm skulle man gå ind i kælderen ved opgang M. Det kunne nogenlunde fungere som beskyttelsesrum. Men alt i alt levede Henny er normalt liv, synes hun. Da krigen var slut flyttede alle tyskerne ud igen.

Omkring 1951 blev Henny gift med Poul, som døde i 1979. Men dengang var det god latin at bo i den kommune hvor man arbejdede, så man også svarede skat der. Nok især indenfor visse erhverv.
Derfor flyttede parret til Søvangen i Brabrand ca. i 1952, hvor manden blev filialbestyrer í Århus Privatbank.
I 1954 fik de sønnen Erik, men Henny savnede Klintegaarden og allerede efter 3-4 år i Brabrand fik den lille familie en lejlighed i opgang A, 2. sal. Det var reglen at nye indflyttere kun kunne leje en lejlighed ud mod vejen. Derfor blev det opgang A i 1956.
1. august 1959 fik familien lov til at avancere til vandsiden. Det blev til Hennys nuværende lejlighed, som er opgang K st. tv.. Det er en 2½ værelses lejlighed, som fremstår i næsten oprindelig stand. Fra den tid havde Henny gode bekendtskaber som Åse Knub og fru Funck-Jensen i opgang I. Den sidste havde 4 børn og fik derfor lov at lægge 2 lejligheder sammen. Således er opgang I, 1. sal nu en stor lejlighed på 170 kvadratmeter. Børge Funck-Jensen drev en automatfabrik, som han havde arvet fra faderen. Fru Tage Hansen, som boede i opgang E, stuen, havde en bridgeklub.

Der kørte sporvogne på Skovvejen og Henny kan endnu huske den hvinende lyd fra hjulene, når sporvognen drejede op ad Trøjborgvej. Der kørte sporvogne helt op til 1971.
I Klintegaardens forretningsarkade var der ismejeri (fru Sørensen), købmand (Hedegård), delikatesse, kiosk (Henriksen, der boede i opgang K), bager, blomsterhandler og senere en dameskrædder. Ikke alle var der samtidig, men beboerne behøvede ikke at gå op på Trøjborg for at få de daglige fornødenheder. Fra ismejeriet hentede man en halv eller en kvart stang is til isskuffen hjemme i køkkenet.

I tidens løb har flere kendte mennesker boet i Klintegaarden. Flere skuespillere boede her i perioder, mens de var på Århus Teater. Poul Hagen er den som Henny husker bedst, men også Lise Ringheim og Henning Morritsen har boet her. Henny kender også den senere statsminister Poul Schlüter, som boede i opgang H, hvor lejlighederne var billige. Her var der fest og glade dage.

Hvis Henny skal give den fremtidige Klintegaarden et par ord med på vejen, så skal det være noget med liv. Når Hennys søn kommer hjem, siger han: ”Er det virkelig Klintegaarden, her er jo ikke meget liv tilbage”. Det kunne være skønt, hvis man igen kunne høre børnestemmer i gården og hvis der igen kunne komme borde og stole med masser af liv på de fælles terasser.

Interwievet er skrevet af Ove Nyrnberg i efteråret 2010.